Tag et barn ved hånden og rør hjertet første hjertesti i syddjurs kommune åbnes i ree park 7. september

Pressemeddelelse fra 29. september 2008

Første hjertesti i Syddjurs Kommune - tæt på vilde dyr

Hjerteforeningen har sat fokus på at lave hjertestier rundt i hele landet under kampagnen: Tag et barn ved hånden og rør hjertet. "Det er hjerteforeningens mål at etablere mindst én hjertesti i hver kommune, og nu er vi i fuld gang med at etablere den første hjertesti i Syddjurs Kommune i samarbejde med Ree Park – Ebeltoft Safari", fortæller Tove Hansen, konsulent for Hjerteforeningen. Hun forsætter: "Vi ønsker at skabe synlighed omkring hjertestien og fange familiers opmærksomhed omkring Hjerteforeningens arbejde. Derfor åbner vi hjertestien på en aktiv familiedag i Ree Park søndag den 7. september, og det glæder os, at Ree Park straks var med på ideen og engagerede sig i mærkedagens planlægning".

Hjertestien i Ree Park – Ebeltoft Safari åbner den 7. september på en dag, der fra kl. 10 – 17 er fyldt med aktiviteter, konkurrence, hjertebiler, ASF - Arbejdernes Samaritter Forbund – og officiel åbning af hjertestien. Hovedgevinsten i konkurrencen er et ophold i Ree Park med egen safariguide og overnatning for en familie i en stor tipi.

Ree Park er en safaripark med dyr fra 5 kontinenter, der i øjeblikket moderniserer og udvider store dele af safariparken. I den forbindelse har det været muligt at få et stykke af en helt nyanlagt rute til at indgå i hjertestien, der kommer til at bugte sig 3 km rundt imellem safariparkens mange dyr og skønne natur.

Kjeld Rasmussen, der er formand for Lokalkomite Syddjurs Hjerteforeningen, glæder sig over, at Syddjurs Kommunes første hjertesti kommer til at ligge i Ree Park. "Det er et oplagt valg" fortæller han, "for dyr, natur, børn og sund livsstil for hele familien passer godt sammen".

Tove Hansen er konsulent for Hjerteforeningens frivillige i Jylland / Fyn og organiserer lokalkommitterer for Hjerteforeningen rundt i de jyske og fynske kommuner. På Djursland er Tove Hansen kendt, for hun var med til at få stiftet en lokal komite i Norddjurs Kommune i november 2007. I Grenå kan man allerede tage et barn og gå en tur på en hjertesti.

Det bliver en festlig mærkedag for Hjerteforeningen, der i 2008 har sat øget fokus på medlemshvervning, kvinder og hjerte- / karsygdomme, børn og unge, forskning, mærkedage og nye hjertestier.

Tag et barn i hånden og rør hjertet på en af landets mange hjertestier. Find dem på www.hjertestier.dk og husk: fra 7. september 2008 kan hele familien også følge en eksotisk hjertesti i Ree Park – Ebeltoft Safari, der snor sig igennem Djurslands skønne natur og forbi alverdens vilde dyr. Arrangementet er åbent for alle efter betalt entre, og medlemmer af Hjerteforeningen får rabat på åbningsdagen den 7. september.

Entrépris for Hjerteforeningens medlemmer er for børn 25 kr. (3-11 år) og for voksne 50 kr. (Normalpris for entré er 70 kr. for børn (3-11 år) og 130 kr. for voksne).

Læs mere om hjerteforeningens arrangement på reepark.dk.

Send til en ven

Her kan du, via e-mail, videresende et link til denne webside.