Thabo: Skandinaviens første sorte næsehorn ankommet til Ree Park

Image: /images/thabo_full_541.jpg?0.7388266558402614   
22. maj 2010

I slutningen af juni kan gæsterne i Ree Park – Ebeltoft Safari se et sort næsehorn. Dermed bliver parken det første zoologiske anlæg i Skandinavien, der kan fremvise det sjældne afrikanske dyr. Det kommer i øvrigt til at foregå på tætteste hold, nemlig fra én af parkens safarivogne, der tager gæsterne med ind blandt Afrikas savannedyr.

Otto får en klokke til at ringe hos de fleste, store som små. Thabo, derimod, er en ubeskrevet bladæder i danskernes bevidsthed, indtil videre. Snart tramper han af sted ud på savannen i den østjyske safaripark, som den eneste af sin art i Skandinavien.

Sjælden gæst
Den 2-årige Thabo kommer fra Krefeld Zoo i Tyskland. I sidste uge kom han på stald i parken, hvor han efter de veterinære retningslinjer skal opholde sig i karantæne 1 måned. Herefter lukkes han ud på den store savanne, hvor han får selskab af bl.a. giraffer, zebraer, strudse og gnuer.

-         Det har været et klart fokus for os at få fat i det sorte næsehorn. Vores mål er, at hver gang vi føjer nye dyr til parken, så skal det dreje sig om arter, hvis naturlige bestand er truet. At vi så er de første i vores region med det sorte næsehorn, er jo kun en bonus. Alligevel må vi sande, at vi bliver prøveklud, da det er meget sjældent, at næsehorn går sammen med så mange andre dyr – og at gæsterne kommer helt tæt på i en safarivogn. Men vi tager som altid imod nye udfordringer, lyder det fra en spændt Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park – Ebeltoft Safari.

For at det overhovedet er muligt at holde Thabo på savannens ca. 10 hektar store areal, skal der et kraftigt hegn til. Derfor er safariparken i gang med at anlægge en 2 km lang barriere af såkaldte damprør, der er armeret med beton.

Én af de oprindelige Big Five
Tager man på safaritur i Afrika, er det sandsynligt man støder på begrebet The Big Five. Oprindelig dækkede begrebet de fem største eller mest markante dyr: Elefant, bøffel, leopard, løve og det sorte næsehorn. I Afrika lever der dog to underarter, det sorte og det hvide næsehorn. Men da der findes langt flere hvide end sorte næsehorn i Afrika, dækker The Big Five nu alle næsehorn.

Det ser sort ud for bestanden
Ulovlig nedskydning og ødelagte levesteder er hovedårsagerne til den nedslående situation for sorte næsehorn. På verdensplan lever der kun omkring 4000 individer. Til sammenligning er bestanden af hvide næsehorn i naturen oppe på omkring 17.000.

Thabo forventes at være sommerklar på savannen i slutningen af juni. Og her vil parkens guider tage gæsterne med i Land Rover ind på savannen for at komme tæt på det imponerende dyr.

Send til en ven

Her kan du, via e-mail, videresende et link til denne webside.