Elan antilope

Elanantilopen er verdens største antilope, og en fuldvoksen tyr kan veje op til 1000 kg. Den lever i naturen i flokke bestående af 20-30 køer og 1-2 tyre. Elanantilopens fødevalg er meget alsidigt og på grund af sin størrelse, kan den nå højtsiddende løvblade. Ofte brækker elanantilopen hele grene af med sine kraftige horn for derved lettere at kunne nå blade og bark, som mindre antiloper ikke kan nå.

I  Ree Park Safari kan du møde elanantilopen på den afrikanske græssavanne. Hvis flokken går tæt forbi dig, kan du høre en mærkelig klikkende lyd, fra dyrenes ben. Det skyldes ikke, at dyrene er for tunge til deres egne ben, men det er en lyd denne art laver, med senerne i forbenene. Man mener at dyrene bruger lyden til at holde flokken samlet. Store dominerende tyrer klikker meget højt, og det er sandsynligvis med til at holde yngre hanner på afstand.

I begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man flere steder at erstatte tamkvæget med elanantiloper, idet tamkvægets fødevalg næsten udelukkende begrænser sig til græs og græsningsarealerne, som derfor hurtigt nedslides. Sammenlignet er elanantilopen i langt højere grad specialiseret til et liv med varierende fødemuligheder afhængig af årstidsvariationen.

Elanmælk er meget næringsrig og indeholder 11-12% fedt og 6-10% protein, men med en daglig produktion på blot 5-6 liter pr. dyr er der, trods det noget lavere næringsindhold i komælk, langt til en højt forædlet malkekos ca. 35 liter.

Fakta

Elanantilope

Taurotragus oryx

Størrelse: L: 240-345 cm
S: 200-280 cm
Vægt: Hun 500 kg
Han 900 kg
Føde: Blade, skud og urter
Drægtig: 260 dage
Antal unger: 1
Biotop: Savanne og åben skov
Status: Almindelig
Kom endnu tættere på parken og dyrene - klik her!
newslettersignupImage

Få opdateringer om parken og dyrenes hverdag

Vi udsender nyhedsbreve ca. 1 gang om måneden med nyheder fra parken og dyrenes hverdag.