Marabustorken er ikke specielt tæt knyttet til vand som andre storke, men lever og finder en stor del af sin føde på den afrikanske savanne. En meget vigtig del af marabustorkens føde består af ådsler og på samme måde som gribbene har marabustorken ingen fjer på hoved og hals for at undgå at tilsmudse sine fjer, når den stikker hele hovedet ind i et dødt dyr. Marabustorkens spidse og kraftige næb er indrettet til at trænge igennem huden på bugen af selv store ådsler. Dette specielle men yderst praktiske udseende, er grunden til at marabustorken har fået tilnavnet som verdens grimmeste fugl.
Marabustorken yngler i kolonier og når den har fundet sig en mage, er det gerne for livet. Fuglene yngler i tørkeperioden, da denne årstid har en øget mængde af lettilgængelig føde. Bl.a. øges antallet af ådsler, men også den lave vandstand i søerne gør det lettere at fange frøer og fisk.
Maraboustorke vender gerne tilbage til det samme område år efter år for at reproducere sig. Hannerne ankommer først for at vinde og forsvare territorier, hvorefter hunnerne ankommer. Reden bygges ofte i træer eller på klippeafsatser og genbruges gerne år efter år. Selve reden behøver dog en renovering hvert år. Reden er ca. 1 m i diameter og er 30 cm tyk og foret med kviste og blade. Både hannen og hunnen ruger på æggene.
Marabustorken er med sit enorme vingefang på 3 meter kendt for at tilbagelægge store afstande ved at svæveflyve i op til flere kilometers højde.
