Vildhund

Den afrikanske vildhund er et af de mest udryddelsestruede rovdyr i Afrika, hvilket er en af de primære grunde til, at Ree Park Safari arbejder med arten.

Vildhunden har i de afrikanske lande et utrolig dårligt ry blandt lokalbefolkningen. Om vildhunden er det engang blevet sagt, at det bedste der kunne ske for Afrika var, at vildhunden blev totalt udryddet. Men hvorfor har denne meget smukke og særprægede jæger et så dårligt ry?

Vildhunden er i modsætning til geparden en ”maratonløber” dvs. at den løber sit bytte træt, frem for at fange det i løbet af super kort tid. Vildhunden kan løbe knap 60  km/t i op til en hel time, hvorefter de fleste byttedyr giver op. Den afliver sit bytte ved at sprætte bugen op, hvilket er et meget voldsomt syn, men til gengæld en meget effektiv og hurtig metode. Måske er voldsomheden og den utrolige udholdenhed med til at forstærke det dårlige ry.

Hvis den afrikanske vildhund bliver totalt udryddet, er det bestemt ikke godt for Afrika og Afrikas øvrige dyr. Vildhunden er med til at holde andre dyrearter sunde og raske. De svage og syge bliver sorteret fra – kun de raske og stærke er tilbage til at føre arten videre.
En god vildhunde tæve i sin bedste alder kan få helt op til 22 hvalpe i et enkelt kuld. Af samme grund er det kun førerparet i gruppen, der yngler. Hele gruppen hjælper dog hinanden med at tage sig af de mange livlige og sultne hvalpe.

FAKTA

Afrikansk Vildhund

Lycaon pictus

Størrelse: S.højde 61-78 cm
Vægt: 17-36 kg
Føde: Gazeller, springbukke,
gnuer og zebraer
Drægtig: 70 dage
Antal unger: 2-19

Biotop:

Savannen

 

Kom endnu tættere på parken og dyrene - klik her!
newslettersignupImage

Få opdateringer om parken og dyrenes hverdag

Vi udsender nyhedsbreve ca. 1 gang om måneden med nyheder fra parken og dyrenes hverdag.