Joshua - en Junior Ranger

I slutningen af april måned 2015, fik jeg for første gang lov til at komme med til Afrika. Vi skulle rejse til Ree Parks camp, Karen Blixen Camp i Masai Mara, som ligger i det østafrikanske land, Kenya.

April måned er i Danmark en forårsmåned, mens den i Kenya er perioden for den store regntid. Det betyder ikke, at det regner hele tiden, men at der tit og næsten dagligt kommer et regnskyl eller to.

Campen, som vi skulle bo i, består af en samling telte opsat på bredden ved floden Mara midt på den enorme savanne, som kaldes for Masai Mara.

Den rigtige savanne 

At opleve den rigtige vilde savanne er en fantastisk oplevelse, og hovedet bliver så fyldt af indtryk, at man ikke kan huske de enkelte dage fra hinanden, men en af dagene husker jeg bedre end de andre dage.

En tidlig morgen blev min far kaldt over radioen i campen. Jeg kunne høre, at det var om nogle elefanter, og lige pludselig skulle det hele gå meget stærkt.

Den helikopter, som står i Karen Blixen Camp, og som bliver de bruger til overvågning af savannen, blev startet op og en masse mænd begyndte at løbe omkring og læsse grej op på nogle safaribiler.


Det hele virkede lidt voldsomt og næsten uhyggeligt, alle der løb rundt, radioer det talte, biler der startede og den øredøvende lyd fra helikopterens rotorblade i luften, da den lettede og fløj ud over savannen.

KBC_Chopper

Klik på billedet og se billederne

Ventetiden

Stilheden da alle havde forladt campen blev næsten ikke til at holde ud, og jeg forsøgte hele tiden at spørge min mor, hvad der var sket. Hverken hun eller andre vidste rigtig noget om det, og det eneste de kunne fortælle var, at en af de gamle han elefanter, som ofte kommer i området, ikke så ud til at havde bevæget sig i de sidste morgentimer, hvilket han ellers altid plejede. For et års tid siden havde han fået sat et halsbånd på med en lille sender, så man hele tiden vidste, hvor han var, derfor vidste de, hvor de skulle lede.

Hele postyret, alle de løbende mennesker og larm handlede altså om at komme ud for at finde den gamle han elefant og se, om han havde det godt. Ventetiden var næsten ikke til at holde ud. Hvorfor var der ikke nogen der ringede hjem og fortalte hvordan det gik og at alt var fint?

Dennis, som arbejder i campen, prøvede at hjælpe mig lidt med at få tiden til at gå ved at skyde med slangebøsse efter gamle dåser, men det var svært at koncentrere sig.
Endelig ringede far og sagde, at de havde fundet den gamle hanelefant, og at vi skulle komme i en af de andre safaribiler og huske at tage mad og drikke med.

Jeg synes vi kørte længe, og selv om vi kørte stærkt ud over de bumpede veje med antiloper og zebra over alt, føltes vejen ekstra lang. Solen var ved at være kommet højt på himlen og det blev varmt.

Omundi

I en lille dal ved foden af nogle bjerge, som hedder Lemek, kunne jeg pludselig se en helikopter og en masse mænd klædt i grønt tøj. Det var rangerne, som passer på savannens dyr og helikopteren hjemme fra Karen Blixen Camp.

Den gamle han elefant måtte være lige i nærheden. Jeg glædede mig helt vildt til at se ham, en god gammel ven, som hed Omundi, havde de voksne fortalt, som tit kom forbi campen og hilste på.
Far kom ud af krattet lidt væk, og jeg løb ham i møde. Mærkeligt tænkte jeg, han ser så alvorlig ud. Far løftede mig op i sine arme og gav mig et knus, og så begyndte vi at gå ind igennem det tætte krat.
- Det er ikke så godt med Omundi, siger far pludselig, - han ligger herinde under et træ og er død.

I løbet af de sene natte timer, mens det stadig var mørkt, har krybskytter listet sig ind på elefanterne og kastet to spyd i Omundi. Selv om elefanter har meget tyk hud og er stærke, så har de to spyd ramt ham lige i nyrerne, og det dør selv elefanter af efter lidt tid.


Hvor er det mærkeligt og næste uvirkeligt at stå ved siden af en kæmpe stor gammel elefant og vide, at han ikke længere rejser sig op igen. Jeg synes, det var synd for ham.
To små sprækker i hver side af Omundi viste, hvor spyddene er gået ind. Spyddene har Omundi selv trukket ud med snablen lige efter, han blev ramt, men det har desværre ikke hjulpet, og i løbet af ganske kort tid er han blevet svagere og svagere for til sidst at synke sammen.

Hvor er der bare uretfærdigt. Tænk at nogen kan finde på at gøre sådan noget. Mor fortæller at krybskytterne slår elefanter som Omundi ihjel for at få fat i deres stødtænder. Tænderne kaldes for elfenben og sælges for at tjene penge, men det er ulovligt at jage elefanter på den måde og man kan komme mange år i fængsel for at gøre den slags.


Fordi helikopteren og rangerne havde været så hurtige til at finde Omundi havde krybskytterne ikke nået at få tænderne ud af Omundi. Det er mærkeligt at stå som lille dreng ved siden af sådan et enormt stort dyr.
På mit og Omundis første og desværre også sidste møde, var Omundi med sine ca. 45 år hele 40 år ældre end jeg - tænk hvis han kunne fortælle historier fra sit lange liv på Mara, om løvernes jagt på bøfler og gepardens spurt efter Thomson gazeller og alt det andet spændende, som sker herude på savannen hver eneste dag.
Jeg er lidt stille og forstår det ikke helt, og alligevel har jeg 1000 spørgsmål, som jeg gerne vil have de voksne skal svare på. Det eneste jeg ved om Omundi, bortset fra, hvor gammel han er, er, at hans foretrukne side var venstre.
På samme måde som vi mennesker foretrækker højre eller venstre hånd til at f.eks. skrive med, så har elefanter også en side, de arbejder bedst med, og det kan man se på elefantens tænder. Omundi har en meget slidt og knækket venstre stødtand og det tyder på, at han primært har brugt sin venstre stødtand til at arbejde med, knække grene, skrælle bark af træerne, grave osv.

Rangerne skulle til at gøre det væmmelige arbejde, som krybskytterne heldigvis ikke havde nået, nemlig at hugge stødtænderne ud af Omundis flotte hoved. Det lyder måske lidt mærkeligt, men hvis man efterlader tænderne i elefanten, så risikerer man, at de ender med at blive solgt ulovligt som elfenben alligevel, så man er nødt til at fjerne stødtænderne fra en død elefant og lægge dem i en bankboks, så meget er de værd.
Da der ikke rigtigt var mere at se, sad vi stille og spiste vores madpakken og tænkte på alt det, der var sket. Bagefter kørte mor og mig tilbage over savanne igen til campen og vores telt.

Krybskytterne

Sent om aftenen kom far hjem til campen igen, og han fortalte, at krybskytterne havde efterladt mange friske spor, og nogle specialtrænede sporhunde var blevet fløjet ind for at følge krybskytterne.
Hele dagen havde hunde, rangere og helikopteren ledt i området og ved om aftenen havde man flere mistænkte personer, som man mente kunne have jaget elefanterne.
Jeg ville rigtig gerne have set det fængsel, krybskytterne skulle sidde i, men far sagde, at det lige nu var bedre at holde godt øje med dem, der måske havde slået Omundi ihjel, frem for at sætte dem i fængsel med det samme. På den måde kunne de måske komme til at afsløre, hvem de arbejdede sammen med. For kun hvis man får fat i køberne af stødtænderne kan krybskytteriet måske stoppes.

Jeg skal have lidt tålmodighed, siger de voksne! Men jeg synes, det er rigtig svært at forstå, at man ikke bare kan fange krybskytterne med det samme og spærre dem inde. 

Joshua er Junior Ranger og han er 5 år gammel.

Joshua har både hund, kat og fisk derhjemme.

Joshua siger, at hans yndlingsdyr er ræven. Det er det fedeste dyr i den danske natur. Den er en rigtig dygtig jæger, og så er den snu og lærer af sine fejl

Kom endnu tættere på parken og dyrene - klik her!
newslettersignupImage

Få opdateringer om parken og dyrenes hverdag

Vi udsender nyhedsbreve ca. 1 gang om måneden med nyheder fra parken og dyrenes hverdag.