Kortaktivering & Log ind
« Til nyhedsoversigten

Arktiske ulveunger i Ree Park

7. maj 2009
Avlsarbejdet kører på skinner i Ree Park – Ebeltoft Safari. I påsken 2009 ramte babyfeberen også de arktiske ulve.

Det er første gang, ulvene i Ree Park – Ebeltoft Safari får unger. Da hunnen Lily Marlene havde forskanset sig i ulvenes anlæg, lugtede dyrepasserne hurtigt lunten. Og den var god nok: 2 stk arktiske ulveunger vandrer nu omkring på den nordamerikanske prærie i parken.

I naturen møder man arktiske ulve, verdens nordligst levende ulv, i de nordlige egne af Canada og Grønland, hvor de kan vandre helt op til 80 km om dagen i søgen efter føde.  

- Som én af de eneste ulvearter er den arktiske ikke truet af mennesker – af den simple årsag at mennesker ikke vil leve i det ubarmhjertige område. Men områdets karakter betyder, at ulvebestanden ikke er særlig stor, da der kun er plads til et vist antal dyr. Ulvene lever hovedsagligt af sneharer, ryper og lemminger, fortæller direktør Jesper Stagegaard.

De forskellige dyreanlæg i Ree Park – Ebeltoft Safari er bygget til at højne dyrenes trivsel. Af den grund er der masser af højt græs, som ulvene kan gemme sig i. Men der er altid mulighed for at se ulveungerne ved den daglige fodring af ulvene gennem hele sæsonen

« Til nyhedsoversigten
Ree Park - Ebeltoft Safari | Stubbe Søvej 15 | 8400 Ebeltoft | Tlf. 86 33 61 50 | info@reepark.dk
Bookmark and Share