Kortaktivering & Log ind
« Til nyhedsoversigten

Hvad sortbjørnen glemte

17. maj 2007
Den nordamerikanske sortbjørn kan veje op til 400 kg og har ingen naturlige fjender. Den har derfor et mod og en nysgerrighed, som kun er den frygtløse forundt.

Skal man pludselig dele sin hverdag med to hvide arktiske ulve, kan man dog godt gå hen og få et midlertidigt hukommelsestab og glemme, at man ikke er bange for nogen. Således fik de 6 sortbjørne i Ree Park – Ebeltoft Safari sig en ordentlig forskrækkelse første gang de mødte deres nye naboer!

I Ree Park - Ebeltoft Safari bor 6 sortbjørne, som ankom i sommeren 2006. De nød livet i det store anlæg, hvor de både har to søer, eng og masser af plads. Anlægget er ca. 1,5 ha. På et tidspunkt skete der dog noget, som fik bjørnene til næsten at miste hukommelsen!

Som en del af udbygningen af det store nye Nordamerikanske kontinent fik parken to arktiske ulve. To hunner som kom fra hver sin park i Tyskland. Da ulvene skulle præsenteres for deres nye anlæg, blev 5 af bjørnene lukket indenfor, mens den sidste nægtede at gå inden døre. I stedet gik den ned i det tætte krat mellem de to søer og hyggede sig med at spise græs. Da de to ulve kom ind i det store anlæg, begyndte de straks at afsøge området. De løb op langs den ene af søerne, helt ud i enden af anlægget og ned på den anden side af søen, hvor de kom forbi det tætte buskads. Pludselig hørtes lyden af en bjørn, som tordner igennem træer og buske! Den såkaldte frygtløse bjørn nærmest fløj op i et af de kæmpe træer, som er i anlægget. Godt i sikkerhed gav den sig herefter til at beklage sin nød med sortbjørnens karakteriske kalden!

Senere kom den dog ned igen, men var ikke ene om at være bange for ulvene. Da de øvrige bjørne kom ud, kunne man opleve det sælsomme syn, at to ulve, som blot var ved at finde sig tilrette, havde 3 bjørne foran sig i fuld fart. Sortbjørnene glemte åbenbart, at de er frygtløse!

Efter 2 dage havde sortbjørnene heldigvis fået deres hukommelse igen og de to arter lever nu fredeligt side om side i det store anlæg. Bjørnene klatrer gerne og ofte op i de 15 – 20 meter høje træer, svømmer i søerne, spiser græs og bygger huler i krattet. Ulvene er hele tiden på farten, fanger  små dyr som mus og muldvarpe, som naturligt er i området, afmærker terrænet og holder øje med det hele

« Til nyhedsoversigten
Ree Park - Ebeltoft Safari | Stubbe Søvej 15 | 8400 Ebeltoft | Tlf. 86 33 61 50 | info@reepark.dk
Bookmark and Share