Nyhed 2016 Fra 22. maj togbane i Ree Park Safari

30. november 2015
Med etablering af en togbane får besøgende endnu en mulighed for at komme helt tæt på dyrene. Ud over en safaritur på den afrikanske savanne kan gæster i parken fra sæson 2016 tage en togtur ud over den nordamerikanske prærie.

Parkens Landrover Safari ud over den afrikanske græssavanne er overordentlig populær, og i højsæsonen er det efterhånden svært at tilfredsstille alle parkens gæster, der har ønsket en safaritur. Det er ikke muligt at udvide med flere safaribiler på savannen, så det har været nødvendigt at tænke i alternative muligheder for gæsterne. 

På togtur i dyrenes verden

Tiden er skruet tilbage til slutningen i 1800-tallet. Jernbaneskinner bliver lagt tværs over det nordamerikanske kontinent. Damptoget har indtaget prærien, og det er store fremskridt i forhold til at tage rejsen med hest og vogn.
Amerika Expressen i Ree Park tager gæsterne med på en tur på den nordamerikanske prærie. Toget kører ud fra stationen og kører gennem en tunnel og ud på prærien, hvor de store amerikanske bisoner græsser sammen med elgene, mens sortbjørnene klatrer i træerne eller nysgerrig følger med, når toget passerer forbi. Toget fortsætter til Fort Laramie, inden det kører ind i anlægget med de arktiske ulve, og fortsætter rejsen langs søen tilbage mod stationen.
Togturen er beregnet til at vare ca. 20 minutter, svarende til safarituren på parkens afrikanske savanne. 

Black Beauty

Amerika Expressen tager sin jomfrutur den 21. maj, og den har plads til 80 gæster på hver afgang. Det lille damplokomotiv, Black Beauty, kommer til at være i front, når der fløjtes til afgang. Black Beauty er en ægte kopi af et damplokomotiv fra slutningen af 1800-tallet, og det er bygget i England af en rigtig entusiast, Trevor Stirland, som gennem mange år har bygget damptog med passion og stor kærlighed til de gamle tog. 
Det er også i England, at Ree Park får specialbygget togvogne med plads til 16 passagerer i hver vogn. Togvognene skal sikres, så det er forsvarligt at køre blandt dyrene på prærien, men samtidig indrettes vognene, så det er muligt at tage turen, selvom man er gangbesværet eller i kørestol.

Det tager op til en time at gøre Black Beauty klar til at køre, da hun kører på damp, og for at sikre en stabil og fleksibel drift, vil også et dieseltog, der endnu er unavngivet tage sin andel af turene rundt i parken. 

Travl banegård

På Central Station træder man ind i en svunden tid, hvor det at rejse tog længere tid end i dag. Med afsæt i Jules Vernes univers fra jorden rundt i 80 dage, åbner en verden sig, hvor der er højt til loftet, forventning og spænding blandet med banegårdens travlhed med mennesker, der kommer og går. Den store banegård ligger langs indgangen til parken, og når gæster i fremtiden vil til den del af parken, hvor de store Baktriske kameler holder til, går turen gennem banegården og fortsætter ad nye stier, som anlægges ved siden af togskinnerne.

Banegårdscaféen giver mulighed for at slå sig ned, studere menneskemængden på perronen og ellers nyde en is, en kop kaffe eller hvad caféen ellers har at byde på.  

Følg med i anlæggelse af togbanen

Arbejdet med at anlægge den nye attraktion bliver løbende dokumenteret med både billeder og videoklip, så det er muligt at følge store og små udfordringer, milepæle og alt andet, der sker undervejs, når så stort et projekt skal gennemføres.

De første spadestik er foretaget med gravko, og indgangen til parken bærer præg af, hvor omfattende det er, at lægge skinner ned på en strækning på 1,3 km. Se videoen af den første del af arbejdet.

← Til nyhedsoversigten
Kom endnu tættere på parken og dyrene - klik her!
newslettersignupImage

Få opdateringer om parken og dyrenes hverdag

Vi udsender nyhedsbreve ca. 1 gang om måneden med nyheder fra parken og dyrenes hverdag.