Sort Næsehornskalv født

5. juli 2017
Mandela har fået en lillesøster. Ree Park Safari har, som den eneste zoo i Skandinavien, sort næsehorn, og parkens hun næsehorn, Bashira har mandag aften født en kalv

Ree Park har i alt 4 næsehorn, 3 hanner og en hun. Den glædelige nyhed er, at parkens hun mandag kl. 20.32 fødte en kalv. Kalven er en lille pige, og hun ser sund og rask ud og dier hos mor, og hun har allerede haft næsen udenfor.

Bashira og kalv_424

Arbejdet bærer frugt

Det er Bashiras 2. kalv, og storebror, Mandela, er efterhånden blevet 2½ år gammel. Det er normalt den tid, hvor kalvene vænnes fra, men Bashira og Mandela er tæt knyttet, og det har krævet meget af dyrepasserne at sikre, at Mandela var tryg alene på savannen, så Bashira og Thabo kunne parre sig. Bashira reagerede på de mindste kaldelyde fra sin kalv, og hun er meget beskyttende overfor sit yngel. Det må dyrepasserne også sande i disse dage, da Bashira kun lader de dyrepassere, hun kender, komme tæt på, og det er helt på hendes præmisser.

Thabo, som også er far til den lille nye kalv, var det første af de sorte næsehorn, som ankom til Ree Park i 2012, og han var stadig ikke kønsmoden, da han indtog den store savanne i Ree Park. Allerede i 2013 ankom både hannen Kito og hunnen Bashira, som heller ikke var kønsmodne.

Næsehornene i Ree Park går adskilte, da det sorte næsehorn i den vilde natur er solitære dyr, dvs. at de fortrinsvis færdes enkeltvis. Kun når hunnen har en unge, eller når dyrene er i brunst, ser man det sorte næsehorn optræde mere socialt.

Bashiras kalv
- Næsehorn kan være svære at få til at yngle, og derfor er det vigtigt konstant at arbejde med dyrene for dels at få dyrene til at fatte sympati for hinanden, dels at få tyrene til at oppe sig og ivrigt parre hunnerne, men dog ikke mere ivrige end, at de respektere en kontant afvisning fra de til tider bestemte men fysisk langt svagere hunner.

I Ree Park holdes dyrene fysisk adskilt, men der er visuel kontakt, og lyde og lugte kan udveksles mellem dyrene. At parken har hele to tyre er ingen tilfældighed for det skal være med til at få hannerne lidt op på tæerne. Ofte ser vi en tendens til at enlige næsehornstyre går og bliver lidt sløve i koderne og ikke rigtig er med på noderne. Der er nu et tæt bånd mellem Bashira og Thabo, så parkens andet sorte næsehorn, Kito, vil i løbet af et par måneder rykke til Køln Zoo.
En næsehorns tyr vejer et godt stykke på den anden side af et ton, så går noget galt, er der lang og ofte dramatisk lang vej til at få genskabt ro og orden.

 

Det er den internationale centrale stambog, som afgør, hvor de enkelte næsehorn skal placeres. Om Mandela får lov at blive i Ree Park, eller han skal videre til en anden zoo vides endnu ikke.  


Tidlig fødsel

Bashira er nu 7 år gammel og i sin bedste alder, og hun er en rigtig god mor, som passer godt på sin kalv, udtaler Dir. Jesper Stagegaard. Et næsehorn er drægtig i 15 måneder, og det var forventet, at Bashira ville nedkomme i løbet af juni-juli måned, og dyrepasserne har i et stykke tid haft mere overvågning på Bashira, da hun ved Mandelas fødsel fødte tidligt i forhold til, hvad der var forventet.

 bashira og kalv 2

Når det nytter noget

’Det er rigtigt glædeligt, at det er lykkedes igen, specielt når Bashira stadig har sin første unge, Mandela, tæt på. Dyrepasserne i parkens savanneafdeling er meget dedikerede, og stemningen i mandskabsrummet var da også som til en god fodbold kamp, da Bashiras fødsel blev fulgt på skærmen mandag aften. Det er kun anden gang, der fødes sorte næsehorn i Skandinavien, så nyhedsværdien er selvsagt stor, og vigtigst af alt, så er det en umådeligt vigtig begivenhed hver gang et næsehorn fødes i disse tider. Krybskytteriet plager de store tykhuder, både i naturen og nu også i zoos rundt omkring i Europa. Ree Park arbejder med naturbevarelse både i Ree Park og i Masai Mara i Kenya, og næsehornene er en del af dette arbejde. Der uddannes specielle rangere, som passer på næsehornene døgnet rundt. Der er intet hegn i det store område, og for første gang siden 1970’erne er der set sorte næsehorn stå i området omkring Ree Parks camp, Karen Blixen Camp i længere tid, hvilket kan lade sig gøre, fordi rangerne har så meget kontrol over området.

’Med hårdt arbejde og tålmodighed er det lykkedes’, udtaler Jesper Stagegaard, ’og det glædelig ved fødslen i Ree Park er, at vi måske med denne kalv eller Mandela med tiden kan opleve at genudsætte det sorte næsehorn i området ved Karen Blixen Camp i Kenya.

 

Fakta:

Det sorte næsehorn er kategoriseret som stærkt truet på EEP (European Endangered Species Programs) liste. Bestanden anslås at være under 5.000 individer tilbage i naturen.

Ree Park Safari har, som den eneste zoo i Skandinavien, sort næsehorn og parken har i øjeblikket 4 af slagsen, som alle er født og opvokset i Europa. Der er i alt 88 sorte næsehorn i zoos i Europa og i 2017 er der født 3 kalve indtil videre.

Næsehorn føder en kalv ad gangen og de går drægtige i 15 måneder og kalven vejer 35-45 kilo ved fødslen. Næsehorn kan blive 30 – 35 år i naturen og op til 49 år i fangenskab. Hunnen bliver kønsmoden, når den er omkring 5 – 7 år gammel og hannen lidt senere. 

← Til nyhedsoversigten
Kom endnu tættere på parken og dyrene - klik her!
newslettersignupImage

Få opdateringer om parken og dyrenes hverdag

Vi udsender nyhedsbreve ca. 1 gang om måneden med nyheder fra parken og dyrenes hverdag.