Løvefodring
Afrikas største rovdyr fodres hver lørdag. Det foregår i det imponerende løveanlæg Katanga Hill. I det 1 hektar store anlæg vandrer du ad en lang træbro gennem bøgeskoven op til klippeanlægget Kopjen, hvorfra du og løverne har udsigt til savannens mange dyr.
Under fodringen fortæller guiden, bla. om løvernes adfærd, jagtteknik og leveforhold.
Gepardfodring
Vi fortæller om verdens hurtigste pattedyr og viser en del af dens kunnen. Geparden kan opnå en maksimal hastighed på mellem 115 - 118 km/t, når den virkelig får lov til at strække sig ud.
Den opnår ikke helt den hastighed under fodringen, men når vi sender dens foder af sted med 70 km/t går det også stærkt.
Bjørne- og ulvefodring
Når bjørnen og ulven - sort og hvid - mødes for at blive fodret, går det ikke stille for sig! Dyrepasseren stiller sig op på fortet, hvorefter der virkelig sker noget på prærien i Ree Park - Ebeltoft Safari. Fra alle steder i anlægget kommer de store dyr - spisetid!
Sortbjørnen er altædende, men foretrækker frugt og grønt. Den arktiske hvide ulv er primært kødæder, men spiser lige så gerne af bjørnenes frugt. Så der er kamp om lækkerierne. Ulven ved godt, at den skal tage sig i agt for bjørnenes kæmpe poter, og bjørnen ved godt, at ulven er hurtig, så alle er på vagt. Det er både fascinerende og sjovt, at se dyrene blive fodret. Undervejs fortæller dyrepasseren om dyrene.
NB! På visse dage faster vi vores ulve, og derfor er de ikke fremme ved fodringen i visse perioder.
Abefodring
Madagaskar og abeøerne er en af børnenes favoritter. Du kan gå helt inde ved de charmerende katta lemurer og vari lemurer, som gerne kommer tæt på stien, hvor du står. Dyrepasseren fodrer dem med frisk frugt, nødder og andre lækkerier og fortæller om dyrene, deres levevis, og hvorfor de er truede i naturen.






